Få fjernvarme

Se mere herunder

Det kan godt betale
sig at være grøn

Fordelene ved fjernvarme er til at få øje på – også uden klimabrillerne. Det er nemlig en af de billigste og mest effektive måder at opvarme dit hus på. Et fjernvarmeanlæg har en gennemsnitlig levetid på 20-25 år, og du vil i de fleste tilfælde spare penge i forhold til din nuværende løsning.

Ikke nok med at fjernvarmen er både driftsikker og billig, så reducerer du også dit CO2 udslip ved at vælge fjernvarme som din varmekilde. Har du et oliefyr og vælger fjernvarme, så sparer du klimaet for 5,7 tons CO2 om året. Hvis dit hus bruger naturgas, sparer du 3,9 tons CO2 årligt.

Fra 2030 vil fjernvarmen være baseret på 100 % vedvarende energi. År for år fylder de vedvarende energikilder mere i fjernvarmeproduktionen, og det reducerer vores CO2-udslip i stor skala. Så det kan godt betale sig at være grøn.

Se et overblik over fjernvarmens fordele

Kan jeg få fjernvarme?
Næsten 2 ud af 3 danske husstande har fjernvarme, og fjernvarmenettet bliver fortsat udbygget. Derfor er der også gode muligheder for, at du kan få fjernvarme, hvis du ikke allerede har det.

Det er din lokale varmeforsyning, der ved, om du kan få fjernvarme på din adresse. Så start med at kontakte dit lokale varmeværk. De kan hjælpe dig videre.

Find din lokale varmeforsyning herunder

De færreste af vores 3,6 mio. kunder skænker os en tanke
Vi oplever ofte, at vores kunder glemmer alt om os. Og det er vi faktisk ret stolte af. Det betyder nemlig, at alt virker som det skal – og at du ikke skal bekymre dig. Der er altid varmt vand nok i rørene – også til fjerde mand i badet. Fjernvarmesystemerne er ekstremt driftsikre, lydløse og lugtfri og bliver overvåget døgnet rundt. Skulle der alligevel være problemer med varmen, sender vi en tekniker forbi – på vores regning, selvfølgelig.

Fjernvarme er billig varme
Prisudviklingen viser, at fjernvarmen har været mærkbart billigst over en lang årrække for den gennemsnitlige forbruger. Det skyldes bl.a., at fjernvarmen er et fælles varmesystem. De kollektive værker kan udnytte energikilderne langt mere effektivt end mindre private anlæg. Forbrugerne deler også udgifterne til drift, vedligehold og udvikling. Derudover må ingen tjene på fjernvarmen – økonomien skal blot hænge sammen – og så er fjernvarmen ikke så afhængig af prisen på gas og olie, fordi vi kan bruge næsten alle energikilder i produktionen af varmt vand til dig og over halvdelen af danskerne. Det er da god energi.

Spørg din lokale varmeforsyning hvad din varmepris vil være, hvis du overvejer at skifte til fjernvarme.

Sådan får du fjernvarme
Bor du i et fjernvarmeområde, løber fjernvarmen i en hovedledning ude i vejen. Er der ikke allerede etableret en hovedledning i dit område, så skal dit lokale fjernvarmeværk og din kommune beslutte at udvide forsyningen til dit område. Du kan skubbe på beslutningen ved fx at finde opbakning i din grundejer- eller boligforening, så I er mange, der fremsætter ønsket om grøn fjernvarme. Del fjernvarmens fordele med dine naboer, så kan I starte snakken om en grønnere varmeforsyning.

Det er dog ikke altid, at en udvidelse er økonomisk rentabel, hvis du fx bor i et tyndt befolket område. I dette tilfælde kan jordvarme eller en individuel varmepumpe være et godt alternativ til fjernvarme.

Er hovedledningen etableret, så skal der blot graves en stikledning ind til dit hus under jorden. Det ordner din lokale varmeforsyning – og vi skal nok rydde pænt op efter os. Inde i huset opsætter din egen vvs’er et lille styringsanlæg, der sørger for at regulere det varme vand til dine radiatorer og vandhaner. Farvel til dit store varmeanlæg i kælderen, skabet eller på facaden. Og farvel til hyppige servicebesøg og dyre reparationer. Skulle der opstå et problem, så klarer vores teknikere det hurtigt – på vores regning, naturligvis.

Før du beslutter dig for at skifte opvarmning, kan du altid få din fjernvarmeforsyning til at beregne, hvad fjernvarmen koster – både ift. tilslutning og brug. Så kan du sammenligne med andre opvarmningsformer. Husk, at der er gode muligheder for at få bidrag til etableringen gennem denne grønne BoligJobordning, og at dit lokale fjervarmeselskab ofte har fordelagtige kampagner for tilslutning til deres varmenet.

House (1)

Kan jeg få
fjernvarme?

Vi har travlt med at udbygge fjernvarmenettet, så endnu flere danskere kan få glæde af den grønne fjernvarme.


Luk vindue